|
Toyota er nu klar med næste store milepæl inden for
miljørigtig transport. Den japanske bilgigant viser for første gang
den endelige og salgsklare Toyota Prius Plug-in Hybrid frem på
Frankfurt Motor Show i september.
Efter længere tids grundige test er Toyota nu klar til at vise den
endelige udgave af den intelligente elbil Toyota Prius Plug-in
Hybrid frem. Den teknologisk banebrydende bil får nemlig
verdenspremiere i en salgsklar udgave på det kommende Frankfurt
Motor Show i september.
Toyota Prius Plug-in Hybrid er resultatet af flere års fokus på
bæredygtig mobilitet fra den japanske bilgigant. Toyota har
produceret hybridbil i mange år og kombinerer med plug-in hybrid
teknologien nu det bedste fra to verdener.
Man kan således køre på ren el uden nogen form for udledning fra
bilens udstødning, og når elmotorens batteri er brugt op,
fortsætter bilen på det traditionelle hybridsystem, der er en
miljørigtig kombination af både en el- og benzinmotor.
Nydesignet batteri i bilen
Den salgsklare Prius Plug-in Hybrid udmærker sig med et helt
nydesignet og mere kompakt lithium-ion batteri, som er udviklet til
at opfylde Toyotas høje standarder inden for kvalitet og
driftssikkerhed. Bilens udvidede rækkevidde på ren el gør, at det
gennemsnitlige brændstofforbrug ved blandet kørsel for den
salgsklare udgave nu ligger på hele 45,5 km/l med en CO2-udledning
på kun 49 g/km.
Sideløbende med introduktionen af den nye plug-in hybridteknologi
fortsætter Toyota med at introducere sin fuld hybrid-teknologi i
endnu flere af sine eksisterende modeller. Senest skete det i Auris
HSD og til næste år følger den nye Yaris i en hybridudgave. Toyota
Prius vil i sig selv dog altid stå som symbol på ny teknologi og
udvikling inden for hybridteknologi - nu med Toyota Prius Plug-in
Hybrid som det store flagskib.
Bilen kommer til salg i Europa fra næste år, men det er stadig
usikkert, om Prius Plug-in Hybrid nogensinde kommer til salg i
Danmark. For med det nuværende danske registreringsafgiftssystem er
der ringe udsigter for den nye teknologi her i landet. Den
højteknologiske og miljørigtige bil er i modsætning til den rene
elbil ikke begunstiget af særlige afgiftsbetingelser og bliver
derfor for dyr for langt de fleste danskere.
|
|