|
Toyota viser ny Yaris hybridbil i
Geneve
Indtil videre er kortene blevet holdt godt tæt ind til kroppen.
Men Toyota løfter nu sløret for en konceptudgave af Yaris med
hybridmotor - Toyota Yaris HSD. Det sker på Geneve Motor Show 2011
i begyndelsen af marts.
Det er første gang, at Toyota introducerer en hybridbil i det
såkaldte B-segment, der er klassen lidt større end de små biler som
Aygo og iQ. Samtidig er det også den klasse på europæisk plan, hvor
der sælges ubetinget flest biler. Derfor ser verdens største
bilproducent særligt frem til introduktionen af den kommende
hybridbil.
Lanceringen af Toyota Yaris HSD er samtidig helt i tråd med Toyotas
overordnede strategi om at indføre hybridteknologi i hele sit
modelprogram. Det er ambitionen, at alle Toyota-modeller inden for
en årrække kan fås i en hybridudgave.
Prius som stationcar i Geneve
Toyotas massive fokus på miljørigtig kørsel gennem bl.a.
hybridteknologi kommer også til udtryk gennem en helt anden og
større ny hybridbil, som også får premiere på Geneve Motor Show i
begyndelsen af næste måned.
Toyota Prius+ blev første gang vist frem i januar ved North
American International Auto Show i Detroit i USA under navnet Prius
v og er en udvidelse af Prius-hybridfamilien. Prius+ er som navnet
antyder både længere, bredere og højere end den allerede godt
kendte Prius.
Prius+ tilbyder som den første hybridbil i Europa plads til hele
syv personer og vil samtidig udmærke sig som den mest
brændstoføkonomiske syv-personers bil på markedet. Der er indtil
videre ingen nærmere information om, hvornår Toyota Yaris HSD og
Toyota Prius+ bliver introduceret. Foreløbig er de i hvert fald at
se i på biludstillingen i Geneve i begyndelsen af marts.
|
|