
Toyota vil fremstille hybridbiler i Frankrig
Toyota begynder fra 2012 fremstilling af en lille
hybridbil på sin franske fabrik i Valenciennes. Dermed tager den
japanske bilgigant endnu et stort skridt i retning mod målet om at
indføre hybridteknologi i hele sit modelprogram.
Toyota vil producere hybridbiler i Frankrig. Sådan lyder meldingen
fra den japanske bilgigant, der samtidig løfter sløret for planerne
om at producere en lille hybridbil på fabrikken i Valenciennes i
det nordvestlige Frankrig fra 2012.
Beslutningen er helt i tråd med Toyotas strategi om over en
årrække at indføre hybridteknologien i hele sit modelprogram.
"Vi er meget stolte af denne beslutning, som er med til at styrke
vores position i Toyotas europæiske bilproduktion", siger Makoto
Sano, direktør for den franske Toyota-fabrik.
Han ser frem til arbejdet med at forberede den første hybridmodel
fra fabrikken, der er kendt for at producere Toyota Yaris til det
europæiske marked.
"Vi vil sammen med vores leverandører, lokale partnere og alle
vores medarbejdere forberede hybridmodellen grundigt og sikre, at
vi på den måde fastholder vores sædvanlige høje kvalitet og
effektivitet", forklarer Makoto Sano fra Toyota.
Toyota-fabrikken i Frankrig bliver det japanske bilmærkes anden
fabrik i Europa, der producerer biler med hybridteknologi. Den
første ligger i England, hvor produktionen af hybridbilen Toyota
Auris HSD begyndte i juni 2010.
Flot modtagelse af Auris med hybridteknologi
Auris HSD, der netop er lanceret i Danmark, har fået en flot
modtagelse af kunderne både herhjemme og i andre europæiske lande.
Således er det samlede antal biler, der skulle produceres i 2010,
næsten udsolgt. Den positive melding kommer i forlængelse af, at
salget af hybridbilen Toyota Prius i år er øget 50% procent i
forhold til 2009.
Toyotas luksusbilmærke Lexus udmærker sig i år samtidig ved, at
halvdelen af de solgte modeller i Europa er hybridbiler.
Netop hybridteknologi er kernen i Toyotas strategi i retning mod
bæredygtig mobilitet. Hybridteknologien sikrer et lavt
brændstofforbrug, en stærkt reduceret udledning af CO2 og
kvælstoffer, komfortabel lydløs kørsel på el kombineret med
dynamiske køreegenskaber.
Toyota lancerer i de kommende år mange flere nye hybridmodeller på
det europæiske marked, heriblandt altså også bilen, der skal
fremstilles på fabrikken i franske Valenciennes. Det er Toyotas
ambition, at alle Toyota- og Lexus-modeller kan fås i en
hybridudgave i 2020. Indtil videre er der solgt næsten 300.000
hybridbiler i Europa siden 2000, og salget er fortsat
stigende.
Fakta om fabrikken i Frankrig
Toyota-fabrikken i Frankrig har stået for den europæiske
produktion af Toyota Yaris siden 2001. Flere end 1,8 mio. biler er
kørt af samlebåndet fra fabrikken, som nu beskæftiger over 3.000
personer og har en produktionskapacitet på 270.000 biler om året.
Der er investeret omkring 7 mia. kr. i fabriksanlægget siden
etableringen, og hybridproduktion udgør en yderligere investering
på ca. 400 mio. kr.