|
Toyota normaliserer produktionen
Toyotas europæiske produktion vil fra juni måned være tilbage på
fuld styrke, og leveringstiderne for nye biler bliver normaliseret.
Produktionen af biler i Europa vender tilbage til situationen fra
før jordskælvet og den ødelæggende tsunami i Japan allerede fra
juni. Det meddelte Toyotas europæiske hovedkontor tirsdag 17. maj
2011.
"Det er fantastisk en god nyhed for vores kunder og for vores
medarbejdere. Jeg vil gerne takke vores leverandører for at arbejde
hårdt og målrettet på at løse leveringsproblemerne forårsaget af
jordskælvet og ikke mindst takke vores kunder for deres tålmodighed
og forståelse," siger Toyotas europæiske direktør Didier
Leroy.
"Selv om katastrofen har haft en stor indvirkning på Japans økonomi
og Toyotas bilproduktion, er vi stærkt fokuseret på at klare
udfordringerne. I Europa er vores produktionskapacitet god, og
efterspørgslen på markedet er stor. Og vi vil gøre alt, hvad der er
muligt, for at indhente og øge vores salg i forhold til sidste år.
Jeg tror på, at vores målrettede indsats for at øge salget,
indtjeningen og markedsandelen er den måde, vi bedst kan støtte
Japan i deres genopbygning og genetablering efter de dramatiske
begivenheder 11. marts," fortsætter Toyota-bossen Didier
Leroy.
Toyota Motor Corporation i Japan meddelte allerede i sidste uge, at
fabrikken tidligere end forventet vil vende tilbage til normale
produktionstilstande. Det betyder, at Toyotas kunder kan forvente
en normalisering af leveringssituationen tidligere end først
antaget - både for biler produceret i Japan og Europa.
Toyota solgte 808.311 biler (Toyota og Lexus) i Europa i 2010 -
heraf 13.608 biler i Danmark - og har på trods af katastrofen i
Japan en forventning om at øge salget yderligere i 2011.
|
|