|
Ford giver flere bud på
fremtidens miljøvenlige transport på Geneve Motor
Show
Én semi- og to fuldt elektriske biler indtager Fords stand, når
den 81. udgave af Geneve Motor Show åbner i morgen. Dermed varsler
Ford en elektrisk revolution.
Den vigtigste nyhed er måske den fuldt elektriske udgave af Fords
blockbuster, Ford Focus - den første fuldt elektriske personbil fra
Ford, som fik sin debut på Detroit Motor Show i januar.
Ford Focus Electric, som forventes til Danmark i sommeren 2012, er
Fords bud på miljøvenlig kørsel til bilisten med et gennemsnitligt
kørselsbehov. Med en topfart på 136 km/t og mulighed for 130
kilometers kørsel på én opladning, vil Ford Focus Electric være et
oplagt, driftsøkonomisk alternativ for de mange forstads-bilister,
som hver dag pendler til- og fra arbejde, bringer- og henter børn
og køber ind undervejs.
Ford Focus Electric er ikke blot designet til pålidelig og
energieffektiv hverdagskørsel, den leverer også gedigen køreglæde.
Den elektriske motor og enkelttrins-gearkassen giver en kvik og
glidende acceleration fra start til topfart.
Den elektriske udgave af Focus deler mange af de egenskaber, der
har kastet hæder over brændstof-Focus'en. Det gælder ikke mindst
styring, bremser og dynamik. Bonussen er en næsten lydløs og meget
behagelig køreoplevelse.
Focus Electric byder desuden på en bred vifte af beskyttelses- og
sikkerheds-features, heriblandt seks airbags, elektronisk styret
traction control og håndfri SYNC® mobil-telefoni.
Dertil kommer en række helt nyudviklede teknologier som for
eksempel MyFord Touch, som er et informationssystem, udviklet
specifikt til Fords el-biler. Systemet giver løbende information om
batteriets lade-tilstand og om den korresponderende rækkevidde, og
med MyView er det muligt for føreren at få flere informationer,
blandt andet om øvrige strømforbrugende features i bilen.
Hjemme i indkørslen tager en fuld opladning af det kompakte
lithium-ion-batteri 8-9 timer med tilslutning til det almindelige
el-net. Men Focus Electric er også udstyret med et særligt
kraftfuldt lade-aggregat/komponent, som gør det muligt at oplade
batteriet på kun 3-4 timer ved tilslutning til en dedikeret
ladestation.
En elektrisk arbejdshest
Ford har også et bud på fremtidens elektriske varevogn med i
Geneve, nemlig en udviklingsmodel af Ford Transit Connect Electric,
som deler batteri-teknologi og el-motor med Transit Connect
Electric Van, som forventes til Danmark mod slutningen af
året.
Transit Connect Electric Van, som er en lille varevogn baseret på
den kendte Transit Connect, er udviklet i samarbejde med Azure
Dynamics og har en Force Drive™ el-motor og et batteri-system,
udviklet af Johnson Controls-Saft i USA.
Transit Connect Electric har en topfart på 120 km/t og en
rækkevidde på 130 km. En fuld opladning ved tilslutning til det
almindelige el-net tager op til 10 timer.
Med en lastvolumen på 3,8 kubikmeter og en lastevægt på 410 kilo
vil Transit Connect Electric Van først og fremmest appellere til
professionelle, som ønsker at reducere deres driftsomkostninger og
som bruger varevognen til korte, forudsigelige ture med mange stop
undervejs.
Det bedste fra to verdener
Lavt CO2-udslip og beskedne driftsomkostninger er ikke
nødvendigvis ensbetydende med begrænset aktionsradius. Med Ford
C-MAX Energi og Ford C-MAX Hybrid, har Ford udviklet familiebiler,
der trækker på det bedste fra to verdener og giver mulighed for en
aktionsradius på over 800 km.
Mens Ford C-MAX Hybrid er en konventionel tredje generations
hybrid-bil, med både el- og forbrændingsmotor, er Ford C-MAX Energi
en helt ny, såkaldt 'plug-in' variant, som åbner op for endnu bedre
energi-udnyttelse og dermed også lavere CO2-udledning end andre
hybrid-biler.
Ford C-MAX Energi, som fremvises på Geneve Motor Show, giver
optimal brændstof-økonomi ved at parre et højspændings lithium-ion
batteri og en el-motor med en Atkinson-cycle benzinmotor, som kun
er aktiv, når kørselsbelastningen tilsiger det eller når batteriet
er fladt.
'Plug-in' betyder at Ford C-MAX Energi kan lades fra eksternt
el-net og dermed er der mulighed for udelukkende at køre elektrisk.
Benzinmotoren kan i princippet fungere som ren back-up, der kun
træder til når el-motoren bliver hårdt belastet eller når der er
dømt langtur. Det betyder, at Ford C-MAX Energi kan bruges som
enhver anden el-bil - for eksempel til hverdagens ture til og fra
arbejde - samtidig med, at den ikke er underlagt el-bilens
begrænsninger, når kørselsbehovet er ekstraordinært. Ved valg af
rent E-mode er den maksimale hastighed 70 km/t.
En fuld opladning af batteriet tager 8-10 timer fra et almindeligt
220 volts el-net, mens ladetiden bliver halveret ved tilslutning
til en dedikeret ladestation.
Begge hybrid-varianter er baseret på Fords kendte og populære
C-MAX og har, udover designet, en lang række køreegenskaber til
fælles med deres brændstof-søstre. Ford har dog udviklet et særligt
informationssystem, som hjælper føreren til at kontrollere og styre
batteri-ladning ligesom systemet giver anvisninger til optimal
kørsel, for eksempel hvordan bremserne skal benyttes for at få
maksimal effekt ud af bremseenergien.
Ford C-MAX Energi og Ford C-MAX Hybrid forventes til Danmark i
2013.
|
|