Toyota er igen danmarks mest solgte bil


For tredje år i træk er Danmarks mest solgte bil en Toyota. Den lille Toyota Aygo placerer sig helt i top med 4.403 solgte biler i 2010, men også Toyota Avensis og Toyota Hilux var populære og blev de mest solgte biler i deres respektive klasse.
Den erobrerede førstepladsen allerede i oktober og har siden øget afstanden til forfølgerne yderligere. Nu her tre måneder senere kan Toyota Aygo så med både horn og lygter fuldt fortjent fejre titlen som Danmarks mest solgte bil i 2010.
Med 4.403 solgte biler og dermed et øget salg på hele 37 procent i forhold til året før blev 2010 et fantastisk år for den lille populære Toyota Aygo og ikke mindst for Toyota, der for tredje år i træk kan bryste sig af at have Danmarks mest solgte bil.

Toyota Aygo blev også Danmarks mest solgte bil i 2008, mens Toyota Avensis lige akkurat overgik den lille bil i 2009. Nu er Toyota Aygo igen tilbage øverst på tronen til stor glæde for den danske importør og alle landets Toyota-forhandlere.
"Det er altid specielt at have den mest solgte bil i Danmark, og nu hvor det er tredje år i træk, er det noget helt specielt. Det betyder meget for os og vores forhandlere, at så mange danskere har valgt at nyde godt af de mange fordele, der er ved at eje en Toyota," siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark A/S.

Høj kvalitet og god pris
Aygos imponerende bedrift skyldes ikke mindst en bil i sædvanlig høj Toyota-kvalitet til en usædvanlig konkurrencedygtigpris. Rigtig mange benytter sig af det attraktive tilbud om aircondition til en merpris på kun 995 kr., mens også en såkaldt silverline-pakke, der indeholder sølvmetallak, originale alufælge, tågeforlygter og måtter til kun 1 kr. får mange til at vælge Toyota.
Et lavt brændstofforbrug på gennemsnitligt 22,2 km/l kendetegner også Toyota Aygo. Kombineret med en lav grøn ejerafgift på kun 520 kr. om året og tre års fabriksgaranti er der virkelig grobund for at blive godt kørende. Flere og flere vælger også at tegne en servicekontrakt, som betyder, at man betaler et fast, overkommeligt beløb hver måned, som dækker både eftersyn og uforudsete reparationer som følge af slid.

Toyota Avensis blev med 3.389 solgte biler i 2010 den bedst sælgende bil i sin klasse - familiebil-klassen. Her tegnede Avensis sig for næsten hver femte solgte bil i 2010.
Den ustoppelige arbejdshest Toyota Hilux markerede også sin popularitet i pickup-klassen i 2010, hvor den tog titlen som den mest solgte og på overbevisende vis tegnede sig for to tredjedele af salget i klassen.
Samlet set blev der ifølge De Danske Bilimportører solgt 153.562 personbiler i 2010 svarende til en stigning på 37 procent i forhold til året før, mens der blev solgt 16.199 varebiler, hvilket svarer til en stigning på 7 procent sammenlignet med året før.